Svar fra kommunen

Hej Gerd

Tak for opfølgningen – vi har nu ligeledes kunne lokaliseret den gamle branddam.

Den er en del af vejmatriklen det er således Greve Kommune der skal vedligeholde området.

Jeg giver besked videre til vores tilsynsførende, der vil tage ud og se nærmere på forholdene.

Er der beplantning, der går ud over vej/fortov og skygger for oversigten sætter vi beskæring af dette i værk såfremt økonomien tillader det.

God dag.

Med venlig hilsen
Søren Ertløv Hansen, vejingeniør

Sbar fra kommunen vedr. trafikforhold

Kære Teknisk Gruppe og Kildebrønde Bylaug

Tak for jeres henvendelse vedrørende Byvejen i Kildebrønde Landsby.
Som Borgmesteren har informeret om, svarer Vej og Landskab her på jeres spørgsmål.

I lokalplanens (14.05 for Kildebrønde Landsby) bestemmelser fremgår det i punkt §5.7 at Byvejen, senest når der er etableret en omfartsvej rundt om Landsbyen, skal nedklassificeres til en vej, hvor udformningen/indretningen af vejen, der har landsbygadekarakter. Dette i praksis som lokalplanen foreskriver kan ske vha. hastighedsdæmpning, skilte, smallere kørebaneareal osv.
På Byvejen er der etableret i alt 9 bump der er dimensioneret til 30 km/t, der ligeledes er den anbefalet hastighed igennem Kildebrønde Landsby, for at leve op til lokalplanens krav om at nedklassificerer vejen til en vej med en lavere hastighed. Greve Kommune anser nedklassificeringen som sket efter lokalplanens bestemmelser.

Kommunen foretog i 2016, 3 hastighedsmålinger på Byvejen, da kommunen modtag en lign. henvendelse. Målingerne viste at der ikke var problemer med overholdelse af den generelle hastighedsgrænse på de 50 km/t. Bilisterne i området kører mellem 32 og 42 km/t. Der blev foretaget en måling ud for nr. Byvejen nr. 37, der viser at trafikanterne her kører meget pænt. Gennemsnitshastigheden blev målt til 32 km/t.

Greve Kommunes Trafiksikkerhedsråd drøftede sagen om skiltningen på mødet d. 3. maj 2017. Rådet anbefalede ikke, at der blev opsat påbudt hastighedsgrænse på 30 km/t da dette vil have ringe eller ingen effekt på trafikanternes hastighed.
Greve Kommune er ikke håndhævende myndighed hvad angår overskridelse af hastighedsgrænsen og dermed færdselsloven, det er derimod Midt- og Vestsjællands politi.
Angående ønsket om flere bump på Byvejen vurderer Greve Kommune, at dette heller ikke vil have nogen effekt. Dels er de fysiske rammer ikke til stede, når der kigges på vejreglerne anbefalinger til afstande mellem bump i 30 km/t hastighedszone, sammenholdt med udkørsler og sideveje er det ikke muligt at placere flere bump.
På baggrund af ovenstående er Byvejen ikke prioriteret til nye hastighedsdæmpende foranstaltninger.

Med branddammen går jeg ud fra du hentyder til området ved Fresiahaven. Dette område er ejet af BOLIGSELSKABET FJORDEN 4 ApS – men bliver højst sandsynligt vedligeholdt af grundejerforeningen i området. Det er ikke Greve Kommune, der har vedligeholdelsespligten af området.

Ved tomten går jeg ud fra der henvises til det grønne areal, der ligger på hjørnet mellem Byvejen og indkørslen til adresserne Byvejen 30A-30E. Det er grundejer der har vedligeholdelsespligten af dette areal. Her er det Bülow & Nielsen Færdighusprojekter der er grundejer.

Det er efter kommunen vurdering et fælleshegn mellem grundejer i Byvejen 32 og Bülow & Nielsen Færdighusprojekter. Det er derfor en sag mellem disse 2 grundejere at beskære beplantningen. Er der uenighed omkring fælleshegnet, kan der rettes henvendelse til Hegnssynet i kommunen. Greve Kommune gør ikke yderligere i den sag.
Beplantning skal altid holdes inde på egen grund. Med mindre andet fremgår i servitutter eller tinglysning, kan grundejere selv udforme beplantning således bedre oversigtforhold kan opnås ved ind/udkørsler.

Greve Kommune opsætter ikke særlige skilte for at informere om at der er børn i byområder. Legende børn skilte sættes ikke op da skiltet er et uautoriseret færdselsafmærkning og må ikke sættes op ved offentlig vej. Skiltet kan give en falsk tryghed, da skiltet ikke har en restriktion i forhold til trafikanternes adfærd, hverken i forhold til hastighed eller om at udvise særlig agtpågivenhed.

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til om øget trafik fra evt. et nyt udbygningsområde kræver ændring af forholdene i Kildebrønde Landsby.

Mht. den nye sti mellem Skovbo Allé og Kildebrøndestien er der ikke planer om, at denne skal udbygges og kobles på Landevejen.

Håber ovenstående var svar på din henvendelse ellers er du velkommen til at kontakte os igen.

Med venlig hilsen
Maria Kristensen
Teamleder Vej og Landskab
Tlf: 43979400
Mail: vlm@greve.dk

Møde vedr. trafikforhold på Byvejen 25 til 39

Møde 11.4.2018 vedr. trafikforhold på Byvejen 25 til 39.

Beboerne i det nævnte område var indbudt til mødet ved personlig henvendelse fra Teknisk Gruppe, da der længe har været utilfredshed med trafik-og hastighedsforholdene på strækningen.

Fremmødte beboere fra Byvejen 31, 32, 33, 37 og 39, samt oldermanden og undertegnede (skriver og medlem af Teknisk Gruppe.)

Mails fra 27, 30A og 30C, som tilkendegav enighed i, at ‘noget må gøres’, samt et par forslag.

Ingen af de fremmødte eller de besøgte gav udtryk for utilfredshed med Bylaugets nærværende tiltag.

Problematikken:

På strækningen mellem svinget ved nr. 25/28 og svinget ved nr. 38/41 er der ingen fartdæmpende anlæg (bump).

Den anbefalede hastighed 30 km/t overholdes ikke af gennemkørende.

Helleanlæggene i svingene påkøres ofte, de passeres venstre om eller fortovet tages til hjælp for at komme hurtigere rundt i svingene.

Efter at gården Bredager (Byvejen 23) overgik fra landbrug beboet af én familie til brug for mange beboere og lejere med firmabiler er der øget trafik i indkørslen, som befinder sig lige midt i svinget.

Kommer man fra kirken og skal ind på Bredager kan man blive nødt til at holde midt i svinget/helleanlægget og vente for modkørende med fare for at blive påkørt bagfra af en, som har (for meget) fart på og ikke venter en holdende bil midt i svinget.

Det er konstateret, at mange bilister accelererer når de lige har passeret midten af svingene. De er således godt oppe i fart, når de opdager evt. ventende eller udkørende fra indkørslerne nr. 28, 30 A-E, nr. 36, Yttesensvej eller en cyklist.

Enkelte beboere har forsøgt sig med at bruge en parkeret bil som fartdæmper.

Der er enighed om, at det ikke er en holdbar fremgangsmåde, men tværtimod kan være med til at skabe farlige situationer, idet det hindrer overblik og tvinger ‘medkørende’ trafik over i modsat vejbane.

Denne praksis er derfor ophørt.

De berørte beboere og Teknisk Gruppe vil meget gerne have et møde og søge svar på følgende

Spørgsmål til Greve Kommune:

-I lokalplanen står der noget om at ‘nedklassificere Byvejen’. Er det sket og i så fald til hvad…og hvad betyder det i praksis?

-Hvem er ansvarlige for at holde området med ‘branddammen’ ?

-Hvad skal der ske med ‘tomten’ hvor gasbeholderen på nr 30 stod og hvem skal vedligeholde stedet?

-Hvem er ansvarlig for at klippe hækken mellem nr. 30 A-E og nr. 32 på den side der vender mod nr. 30?

-Er det muligt at holde bevoksningen de nævnte steder lavere og trukket mere tilbage i forhold til fortovet for at give bedre udsyn ved udkørsel fra nr. 30’erne?

-Er det muligt at få ændret anbefalet hastighed 30 km/t til en reel fartbegrænsning på 30 km/t gennem landsbyen?

-Er det muligt at sætte skilte op, der opfordrer til at tage hensyn til børnene i byen?

De bump, som var projekteret på strækningen, blev ikke lavet samtidig med de øvrige bump som der generelt er stor tilfredshed med.

-Er det muligt at få lavet flere bump?

Vi foreslår:

Umiddelbart før svinget ved skellet mellem nr. 26 og 28 til modsatte kantsten.

Umiddelbart efter svinget så tæt på nr. 28’s udkørsel som muligt og til modsatte kantsten mellem nr. 27 og 29.

Tværs over vejen mellem nr. 32 og 35.

I svinget ved nr. 41 i retning ind i byen mellem helleanlægget og kantstenen (for at dæmpe farten fra Tåstrupsiden) og (det er ikke nemt at finde en optimal placering) tilsvarende for at dæmpe farten ind i svinget ved Martin Jensensvej fra kirkesiden.

Siden vi fik bump og gennemkørselsforbud over 3500 kg er der tydelig nedgang i den tunge, gennemkørende trafik.

I forhold til fremtiden og udbygningen mellem banen og motorvejen har Kildebrønde landsby generelt bekymring for, at det ikke holder og for hvordan man skal forholde sig, hvis tunge biler derfra i stigende grad benytter Byvejen som gennemkørsel.

Hvilke tiltag har man gjort for at trafikpresset gennem landsbyen ikke igen øges?

Vi ser frem til et opklarende møde med Greve Kommune, gerne afholdt i Kildebrønde Skole.

Venlig hilsen

Teknisk Gruppe, Kildebrønde Bylaug.

Gerd Have.